onsdag den 27. august 2014

Søskende bliver afgjort styrket i at forstå deres vilkår, siger en mor

Ådalskolens søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år
Forældre vurderer, at Ådalskolens søskendekursus har en meget positiv betydning for deres børn. En forælder fortæller blandt andet, at hendes datter er blevet bedre til at tale om sine følelser: ”Ja, nu tør hun i højere grad sige hendes mening og fortælle om hendes følelser. Når hun er ked af det eller irriteret på hendes storesøster som har et handicap og jeg spørger hende: "Hvorfor er du ked af det?" sagde hun før hen "Der er ikke noget, men nu tør hun mere at sige, at jeg er ked af det fordi sådan og sådan. Jeg har haft det sådan og sådan, hvis der er sket noget i skolen eller oppe på værelset.” Et par af de andre forældre genkender også, at børnene er blevet bedre til at sætte ord på, hvordan de har det og hvordan de oplever den situation med at en bror eller søster har et handicap. Blandt andet har temaet om handicap, der blev taget op på søskendekurset, gjort indtryk på børnene. En af drengene har fortalt sin mor om en situation, hvor han havde følt sig bange og stresset fordi hans lillesøster var alvorlig syg. En af de andre drenge har også refereret til, hvordan de på søskendekurset har arbejdet med at finde strategier til, hvad man kan gøre, når man skal finde ud af hvordan man nemmere kan tackle sin bror eller søster med ADHD. ”Han sagde: "Når jeg bliver stresset, skal jeg sove, eller spise is eller i badekar". Det er ikke kun de stressfyldte situationer, børnene er blevet bedre til at sætte ord på. En mor fortæller, at hendes søn også er blevet god til at sætte ord på, hvad der er vigtigt i hans liv: ”Hvor han har fortalt: "Min lillebror er vigtig for mig.”At få italesat børnenes ressourcer, herunder også deres netværk, er netop et centralt emne på søskendekursets sidste dag fortæller Birgit Buch Jensen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus. ”At få italesat netværk synes jeg også er vigtigt. Børnene får tænkt over, hvem der er i deres liv, hvem de gerne vil have hjælp af, hvem de ikke vil have hjælp af? Så for søskende sætter kurset gang i en masse refleksioner for børnene, som de får andre steder.” I det hele taget giver søskendekurset børnene mulighed for at tale om, forstå og begrebsliggøre emner, som de normalt ikke får talt om i skolen eller derhjemme. Forhåbningen blandt os gruppelederne på Ådalskolen er, at processen og oplevelsen vil forankre sig i børnenes bevidsthed og styrker deres selvbillede. På et søskendekursus møder børn andre børn, som er i samme situation som dem selv og som har prøvet noget, der ligner det de selv har prøvet. Derfor vil børnene have meget nemt ved at forstå hinanden. Børnene kan snakke frit om deres tanker og de kan hjælpe hinanden med gode råd og ideer til, hvordan de kan hjælpe sig selv. På kurset sættes der fokus på barnets oplevelse af situationen i familien og der findes veje til at komme videre. Der vil blive talt om mere alvorlige ting, som mobning i skolen, men der er også masser af plads til aktiviteter, sjove lege, hygge og de gode historier. Alle børn fortæller efterfølgende, at de oplever at det har været rigtig fedt at deltage og få nye kammerater.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar