"Vi troede kun det var sådan hos os..."

Det er helt naturligt, at en families opmærksomhed særligt koncentreres om det barn som har et handicap. Men det er samtidig vigtigt, at alle familiens medlemmer husker at passe på sig selv og ikke mindst hinanden. Der er heldigvis rigtig mange beretninger fra familier, der er gode til det. Man er opmærksomme på hinanden og giver hinanden rum til at være til stede på egne præmisser, men familien kan også være mere udfordret. Nogle gange er det først og fremmest handicappet og dens symptomer, som styrer familiens omgangstone. To søskende fra søskendekurset fortæller for eksempel dette om deres samvær i familien ”vi retter os meget ind efter min søsters handicap, så vi ikke kommer til at gøre hende sur. Også for vores egen skyld, for vi påvirkes jo af hendes humør. Når hun bliver glad, så bliver resten af familien glad og når hun er ked af det, så er hele familien ked af det”. ”Altså vi snakker nærmest ikke om andet derhjemme og det er meget trættende. Vi har nærmest ikke nogen hverdag selv. Vi er slet ikke sammen på den måde, som vi var engang. Det er hårdt, selv om vi også nogen gange har sagt til hinanden, at vi også skal snakke om noget andet ind imellem. Man må gerne grine og have det sjovt, selv om man har en søskende med et handicap men det kan godt knibe lidt i praksis.” Derfor siger de 2 søskende at det var en fantastisk lettelse at deltage i Ådalskolens søskendekursus. En lettelse fordi de troede at det kun var i deres familie at det var sådan.