Vi fortsætter lidt i sporet fra sidste blog og skriver lidt om de erfaringer Mette har med hendes lillebror som har ADHD. Vi håber, I alle får glæde at indlægget og vi finder det meget relevant.
På søskendekurset lærte jeg (red. Mette) at det vigtigt at huske på, at børns ADHD
vanskeligheder afhænger meget af, hvordan de bliver mødt af deres omgivelser. Min lillebrors fysisk uro bliver fx tit anset for et problem i situationer, hvor der stilles
store krav til ham om at sidde stille, men ikke når der leges fangeleg i
skolegården. Min lillebror har gennem årene fået rigtig meget skældud i skolen og det kan
let få ham til at blive vred og frustreret, fordi han ikke kan leve op til
omverdenens forventninger om, hvordan han bør opføre sig. Lærerne, de andre
forældre og kammeraterne er måske ikke bevidste om, at min lillebror simpelthen
ikke har forudsætningerne for en bedre og mere hensigtsmæssig adfærd. Derfor bliver min
lillebrors mange forgæves forsøg på at imødekomme omgivelsernes krav ofte mødt
med irritation og skældud. Min lillebror oplever i hverdagen nederlag på
nederlag, samtidig med at de voksne omkring ham kan have tendens til at
fokusere mere på hans fiaskoer end succeser. Alt dette kan få ham til at føle
sig ensom, stresset og det kan i sidste ende udvikle sig til et lavt
selvværd. Min lillebror vil ligesom alle andre børn gerne mødes positivt og
undgå konflikter. Det er derfor altafgørende, at søskende med ADHD bliver mødt med støtte og
forståelse. Nogle mennesker beskriver ADHD som et usynligt handicap, hvor der er
nogle ting inde i hovedet, som får min bror til at gøre ting, som han
ikke kan styre og gøre ved. Min lillebror ser helt almindelig ud, går i pænt
tøj, så når der er nogle, der siger, at ADHD er et handicap, så kan det måske
være svært at forstå, da min bror jo ikke er handicappet på samme måde, som når
en person fx sidder i kørestol eller ikke kan gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar