søndag den 2. marts 2014

At kunne mærke sig selv er kun menneskeligt

Vi skriver fortsat om Downs syndrom i anledning af Downs Syndrom Day d. 21. marts. De mange indlæg beskriver på mange måder forskellighederne ved Downs Syndrom og særligt hvordan det påvirker alle i familien. Der er mange måder at reagere på, når man får et barn med Downs syndrom. Man kan godt for en tid miste kontrollen over sig selv. Fx. kan man umotiveret begynde at græde, blive vred uden grund, foretage sig underlige ting, blive glemsom og ked af det. Der kan også ske det modsatte, at man lukker af, kaster sig over alt det praktiske, fordyber sig i arbejde, ja, gør alt for ikke at mærke. Ofte er der forskel på mænd og kvinders reaktioner. Især i stressede situationer og når man er presset, har man lettere ved at misforstå den andens reaktioner som afvisninger eller ligegyldigheder. Ikke alle forældre føler som ovenstående. Det kan der være mange grunde til. Måske er barnet et bevist tilvalg og man er som forælder afklaret med situationen længe inden barnet er født. For andre igen er det af få et barn med Downs syndrom ikke så voldsom en begivenhed som det er for andre. Det er vigtigt at man som forælder, uanset sorg eller glæde eller alt midt i mellem ved, at der er intet forkert i at have disse følelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar