John har interviewet Birgit og Birgitte, som er gruppelederne på
Ådalskolens søskendekursus. Om en måned begynder næste kursus for søskende der
har en bror eller søster med et handicap. Hvilke betragtninger gør Birgit sig
omkring det ansvar som børnene ofte oplever?
Det er ikke nødvendigvis dårligt, at søskende til børn
med handicap tager ansvar, men jeg oplever at de hurtigt kan gå hen og blive
"overansvarlige". Derfor synes jeg, at forældrene skal hjælpe børnene med at
slippe ansvaret i ny og næ f.eks. ved at tale med dem om ansvaret.
Grundlæggende er det positivt, at børn opdrages til at have ansvar. Det kan jeg
savne i mange andre familier, hvor vi forældre måske i for høj grad servicerer
børnene i stedet for at give dem ansvar. Men i familier med et handicap,
alvorlige udviklingsforstyrrelser osv. kan jeg tit opleve, at søskende udvikler
en overansvarlighed. Når søskende tager et for stort ansvar, kan det ske både
hjemme og ude. I hjemmet hvor de ubevidst påtager sig at hjælpe forældrene på
alle måder og måske får de reelt også et stort ansvar, fordi de bliver bedt om
lige at kigge efter bror eller søster, eller lige klare det ene eller det
andet. Så de både tager og får et stort ansvar. I skolen ses en hensynsfuldhed
over for deres kammerater og det er tit dem, som trækker sig, når der er ved at
komme en konflikt. Søskende udviser på alle måder et stort ansvar, men lader
også de andre få bolden. Nogle af disse forhold oplever vi også på
søskendekurset, hvor nogle børn udviser et stort ansvar for os voksne. Når vi så
siger det, at vi har lagt mærke til det, at så bliver de lidt mere åbenmundede
og tør slippe sig selv lidt mere løs, fordi nu har trolden et navn. For meget
ansvar kan som konsekvens have, at børnene bliver for forsigtige og tager for meget
hensyn i relationerne. Derfor skal det doseres, så de også kan finde ud af det,
når de bevæger sig udenfor hjemmet. Hvis ikke så begynder man at tage ansvar
for andre relationer end dem, der er ens egne. Så tør man ikke stå på sin ret,
men er hele tiden optaget af at tage hensyn andre og at forsvare andre. Og så
kan man let få store udfordringer, hvor det er svært at turde stå frem som sig
selv sådan slutter Birgit og glæder sig til at starte det næste søskendekursus på Ådalskolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar