onsdag den 19. februar 2014

12 gode råd fra søskende til deres kammerater

Når mange søskende er sammen på søskendekursus kommer der mange råd og gode erfaringer frem. Her har vi samlet nogle af dem. Måske er det ikke alle som du synes er gode, men så springer du dem bare over. Rådene kan bruges i skolen og til dine andre kammerater.
1. Vær der, vis din (ægte) interesse og omsorg
2. Lad aldrig som ingenting. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en bestemt situation, så spørg hellere direkte end at lade som ingenting.
3. Der er ikke noget 'rigtigt' tidspunkt at spørge på, så du må kaste dig ud i det. Når man har en bror eller søster med et handicap, kan man føle sig meget alene i verden. Bed din ven fortælle, hvad han/hun har brug for, og også hvad vedkommende ikke har brug for. Det kan være svært at tage hul på, men du kan fx sige:
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg vil gerne støtte dig”
”Jeg vil gerne tale med dig, høre hvordan du har det, er det et godt tidspunkt nu?”
”Jeg er usikker på, hvad du har brug for”
”Hvad er det værste, jeg kan gøre/sige?”
4. Når din ven har lyst til at tale, så spørg til detaljer. Når din ven har lyst til tale, skal du ikke lade dig spise af med et ”det ved jeg ikke”. Du kan spørge til detaljer. 
5. Om at spørge. Det er vigtigt at spørge sin ven, hvordan han/hun har det. Spørg ikke kun til den søskende med handicap, men spørg også, hvordan de har det med det, de fortæller. Vær ikke bange for at stille spørgsmål og for at spørge ind. ”Det hjælper ikke, at du prøver at sige noget positivt. Søskende har mere brug for, at du lytter”.
6. Understreg, at det er ok, hvis din ven siger fra, når han/hun ikke orker at tale om det. Vær indstillet på at få et nej en gang imellem, men lad det ikke slå dig ud. ”En ringede og sagde, at det ville hun blive ved med, indtil jeg sagde, jeg ikke ville ha’ det. Og så skulle jeg selvfølgelig sige, når det ikke lige passede, hun ringede nu. Det har jeg været glad for. Man har altid lyst til selv at ringe op.”
7. Du skal ikke være bange for at gøre din ven ked af det. Hvis din ven fx kommer til at græde, er det fordi, hun allerede er ked af det. 
8. Du behøver ikke at kunne forstå fuldstændig. Som ven behøver du ikke nødvendigvis at kunne sætte dig i din vens sted, det er jo ikke dig, der har en bror eller søster med et handicap. Din ven forventer ikke af dig, at du skal kunne løse hans/hendes problemer, gøre hverdagen nemmere, gøre hende/ham glad igen. Derfor er det heller ikke en god idé at prøve at vise, hvor godt du forstår via eksempler, som måske kan såre din ven. Det vigtigste er at prøve at rumme hans/hendes følelser. "Nogle har sagt: 'Jeg forstår godt, hvad du mener - eller det værste: 'Jeg havde også engang en nabo med et handicap'. For mig er det min lillebror som har autisme, og selvom du mener det godt, så kan det altså ikke sammenlignes."
9. Hjælp din ven til også at have et fristed. Det kan være skolen eller arbejdspladsen eller en fest. ”Hvordan kan du tage til fest, når din søster er indlagt på hospitalet” var der en, der sagde. Jeg har brug for et frirum. Jeg har behov for, at handicap ikke fylder det hele”.
10. Du skal ikke prøve på at gætte, hvad der er godt for din ven
Der er rigtig mange fordomme, hvad handicappede angår, og du risikerer at drage nogle forkerte konklusioner. Fx: Hun bliver sikkert ked af det, hvis jeg begynder at tale om hendes lillebror med autisme. 
11. Vis, du tænker på din ven. Send en SMS eller mail, der viser, at du tænker på ham/hende. Inviter din ven med til ting i weekenderne.
12. Og din ven er jo stadig din ven, som også er parat til at høre på dig og dine bekymringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar