Titlen til filmen sætter med
det samme tankerne i gang. Vil jeg bytte mit liv som søster til en handicappet
med et liv som søster til en normal? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv
mange gange. Jeg ved med det samme, at filmen er aktuel for mig, og sætter mig
med store forventninger til at se den. Forventninger der bliver indfriet på en
meget ærlig og sympatisk måde. Gennem hele filmen sættes der fokus på en række temaer. Temaer, som søskende til en handicappet, kan nikke genkendende til.
I begyndelsen af filmen funderer Andrea over, at det er mærkeligt at have ansvaret for sin bror. Et ansvar som opstår i det sekund, man bliver gammel nok til at forstå konsekvenserne af sin søskendes handicap. Som storesøster vil der naturligt følge et ansvar med, og et ansvar som bliver ved, så langt ud i fremtiden, som man kan overskue.
Andrea fortæller, at hun i sine teenageår ikke vil have noget imod at aflyse en fest til fordel for de ugentlige besøg hos Sebastian. En udtalelse som viser, at Andrea allerede som 11-årig tænker over sin fremtid med Sebastian. En fremtid hun ved, bliver anderledes end f.eks. hendes klassekammeraters.
Disse tanker viderefører Nadine, der fortæller, at hun er anderledes end sine klassekammerater, idet disse går til sport og kun skal tænke på sig selv, mens hun må tænke på og lege med Magnus. Jens, Helenes og Kirstines hverdag er let at relatere sig til, idet der er mange hverdagsklip som er ens fra familie til familie. Helene siger på et tidspunkt, at dem med Downs syndrom ligner hinanden af udseende. Et handicap bliver dog også hverdag, og derfor er filmen god, idet den minder os om årsagen til de evige diskussioner inden sengetid eller køreturen. ”Men jeg vil ikke bytte” er en meget rørende og ligefrem film, som fortjener anerkendelse og opmærksomhed fra omverdenen. Den nære familie som trods den tætte tilknytning kan have svært ved at forstå, hvordan det er at vokse op med en handicappet i familien. Når man er lidt yngre, kan man vise den i sin klasse, for på den måde at dæmme op ved det ”mærkelige” ved ens søskende i forhold til de andres klassekammeraters søskende. I bund og grund handler det om at få det unormale til at blive normalt.
Vi vil ikke ynkes, klappes på håret eller have en belønning, blot forstås og anerkendes af en omverden som ikke lever med en handicappet til hverdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar