lørdag den 14. september 2013

Et søskendekursus et syn på verden

En grundlæggende anskuelse i Ådalskolens søskendekursus er, at børnene er dem der har det bedste kendskab til deres egen livsverden. Søskendekurset arbejder således ud fra en tænkning om, at de voksnes teoretiske og/eller erfaringsbaserede viden om børns udvikling og trivsel og børnenes egen viden er forskellige, men ligeværdige vidensformer, der hver især bidrager til en helhedsorienteret forståelse af, hvordan det er at vokse op med en bror eller søster med et handicap.
Søskendekursets rolle er primært at vejlede og lytte til børnene i grupperne. Som metode sigter gruppen mod at barnet via dialog og samvær med ligestillede børn og unge støttes i sin egen udvikling og vækst. Barnet trænes i at sætte ord på følelser og oplevelser, og det får hjælp til at se sine egne behov og ressourcer, og får herigennem styrket sine handlemuligheder. Ved at deltage i gruppen får barnet en oplevelse af og bliver bevidst om, at det ikke er alene - der er andre der har samme livsbetingelser om som håndterer det på samme eller forskellig vis. Gennem et søskendekursus får barnet en mulighed for at indgå i et netværk med de andre børn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar