tirsdag den 6. august 2013

At være forældre til et barn med handicap

Det er altid rart at få respons på vores Blog. Et forældre par har givet os dette indspark som vi har fået lov til at bringe her.

Du har måske allerede læst digtet ”Rejsen til Holland”, hvis ikke skulle du prøve at finde det her på internettet. Et fantastisk og ærligt digt, som beskriver rigtig mange af de følelser et forældrepar går igennem, når man få en barn med et handicap. Temaet i digtet er klart og tydeligt og det fik os til at reflektere over vigtigheden af at have et godt netværk blandt andre forældre til handicappede børn. Det er nemlig ikke blot noget, vi har fundet på. Netop det at have andre i samme situation at spejle sig i er noget som er beskrevet meget grundigt i socialpsykologien. For langt de fleste er forholdet til de mennesker vi omgiver os med, såsom familie, venner, kollegaer osv. utrolig vigtigt. Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, og vi finder vores egen identitet og skaber trivsel igennem vores relationer til andre. Vi indgår i mange forskellige fælleskaber, hvor vi har ting til fælles med de andre. Det er f.eks. mødregruppen, venner som vi deler værdier eller holdninger med eller familien, som vi har en fælles historie med. Vi har brug for at spejle os i andre mennesker, fordi det er en af måderne, hvorpå vi finder ud af, hvem vi selv er, og hvad vi står for. Når man opdager, at man har fået et handicappet barn, vil der være nogle af de fællesskaber, man er en del af, hvor det pludselig bliver svært at spejle sig i de andre. Det kan både være i familien, venne flokken, og måske især blandt andre familier med børn uden handicap. Pludselig opdager man, at man er uenig i grundlæggende ting, der aldrig har betydet noget før, barnet udvikler sig anderledes end de andre børn og fremtiden ser anderledes ud end de andres i fællesskabet. Selvom vi kan få rigtig god støtte og hjælp af venner, familie og professionelle fagfolk, så kan vi ikke spejle os i deres måde at være forældre og familie på i forhold til det handicappede barn. Når man får et handicappet barn, opstår der meget let en form for identitetskrise og ensomhed, fordi man pludselig skal til at definere sit familieliv og sin fremtid på ny. Identitetskrisen opstår, fordi livet og fremtiden pludselig ser anderledes ud, end man regnede med, og ensomheden kommer, fordi man føler, at alle de personer, som normalt er så tæt på en, ikke 100% forstår, hvad man gennemgår. For at finde sin nye identitet som forældre til et handicappet barn, er det derfor helt naturligt, at man søger efter et fællesskab, hvor der er andre familier med handicappede børn, man kan spejle sig i, så man kan få tilpasset sin identitet til det nye livsvilkår samt for at mindste ensomhedsfølelsen. Mange forældre får enorm opbakning fra hele familien og omgangskredsen og stor hjælp fra forskellige fagfolk, så er der ingen tvivl om, at det som betyder allermest, i forhold til at acceptere livssituationen, er mødet med andre familier med børn med handicap og det fællesskab der herigennem opstår. Vi vil derfor anbefale etablering af forældrenetværk, hvor hele familien deltager.

Ådalskolen i Ringsted udbyder søskendekursus for børn i alderen 9-12 år. Tilmelding er mulig nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar