fredag den 19. juli 2013

Læs hvad Jonathan skriver

Hej Jonathan. Tusind tak fordi du i din sommerferien giver dig tid til at skrive til vores Blog. Det er vi rigtig glade for. Vi håber, at rigtig mange søskende vil kunne lide dit brev. Tak

Hej alle sammen

Jeg har aftalt med John, at jeg skal skrive lidt om, hvordan det var at komme på søskendekursus fordi han har fortalt mig, at der snart skal være et i Ringsted.

Jeg hedder Jonathan, bor på Fyn og er 12 år gammel. Lad mig starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg har 2 søskende min ældste bror Anders og så min udviklingshæmmede lillebror Morten, som er 8 år. Mortens handicap hedder autisme. Jeg kender en masse til autisme faktisk har jeg skrevet flere opgaver i skolen om emnet. Det var min mor, som for et par år siden så en plakat på biblioteket, hvori der stod noget om et søskendekursus for de børn som har en bror eller søster med et handicap. Hun tog plakaten med hjem til mig og spurgte om det ikke var noget jeg kunne tænke mig. Min første tanke var, "nej det gider jeg ikke". Jeg gider ikke sidde og snakke med en masse andre børn om handicap, som jeg ikke kender og om min lillebror. Det går jo meget fint med Morten. Der gik nogle uger og min mor spurgte mig igen om jeg havde tænkt over at tage afsted på søskendekursus. Igen sagde jeg nej, med den begrundelse, at jeg ikke havde lyst. Jeg skulle ikke spille fodbold de dage, men i virkeligheden var jeg meget i tvivl om, hvad det egentlige handlede om og hvad vi skulle lave på et søskendekursus. I mange år havde min bror givet vores familie mange oplevelser både gode som dårlige og det var der ikke noget at snakke om. Særlig bliver jeg mest ked af det, når mine forældre er dødtrætte fordi min lillebror havde været oppe i flere nætter i træk og ikke ville sove. Også i supermarkeder når der skete pinlige ting, som f.eks når han skreg efter slik, sang, råbte, tog ting og lagde dem andre steder osv. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på situationer, som var meget anderledes end andre børn fra min klasse. Nå, men en dag da jeg kom hjem fra skole lå plakaten om søskendekurset igen på spisebordet. Jeg troede faktisk, at den for længst var blevet smidt ud, men min mor havde gemt den. Jeg tog plakaten og læste den. Faktisk for første gang idet jeg jo hele tiden har sagt nej. Da jeg havde læst den kunne jeg godt mærke, at det måske alligevel kunne være en god ting at møde andre børn der på min egen alder også har en søskende med handicap. Faktisk jo mere jeg tænkte over det fik jeg lyst fordi jeg havde så meget jeg gerne ville fortælle. Godt nok havde jeg skrevet mange opgaver om handicap i skolen, men egentlig at fortælle, hvordan det er at være mig har jeg faktisk aldrig gjort. Da min mor kom hjem sagde jeg til hende, at jeg havde tænkte over det med søskendekurset. Jeg ville gerne med. Sådan gik det til, at jeg kom med på mit første søskendekursus og jeg vil bare sige til alle, at det var megafedt. Det var så sjovt og så lærte jeg også en masse. Vi hyggede alle børnene imellem og snakkede, spillede spil og spiste god mad. Det var så fedt at tale med andre børn og for første gang oplevede jeg, at der var andre, som havde de samme tanker og erfaringer som jeg selv. Da kurset sluttede var det en trist dag. Vi havde opbygget et godt kammeratskab og var kommet meget tættere på hinanden. Så jeg vil bare sige til dig, at hvis du på nogen måde får mulighed for at komme af sted på et søskendekursus skal du bare tage muligheden. Det var en rigtig god oplevelse og du behøver ikke være bange eller synes det er mærkeligt eller pinligt. De voksne på kurset passer godt på dig.
De bedste hilsner
Jonathan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar