Hej alle sammen
Jeg har aftalt med John, at jeg skal skrive lidt om, hvordan
det var at komme på søskendekursus fordi han har fortalt mig, at der snart skal
være et i Ringsted.
Jeg hedder Jonathan, bor på Fyn og er 12 år gammel. Lad mig
starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg har 2 søskende min ældste bror
Anders og så min udviklingshæmmede lillebror Morten, som er 8 år. Mortens
handicap hedder autisme. Jeg kender en masse til autisme faktisk har jeg
skrevet flere opgaver i skolen om emnet. Det var min mor, som for et par år
siden så en plakat på biblioteket, hvori der stod noget om et søskendekursus
for de børn som har en bror eller søster med et handicap. Hun tog plakaten med
hjem til mig og spurgte om det ikke var noget jeg kunne tænke mig. Min første
tanke var, "nej det gider jeg ikke". Jeg gider ikke sidde og snakke med en masse
andre børn om handicap, som jeg ikke kender og om min lillebror. Det går jo
meget fint med Morten. Der gik nogle uger og min mor spurgte mig igen om jeg
havde tænkt over at tage afsted på søskendekursus. Igen sagde jeg nej, med den
begrundelse, at jeg ikke havde lyst. Jeg skulle ikke spille fodbold de dage,
men i virkeligheden var jeg meget i tvivl om, hvad det egentlige handlede om og
hvad vi skulle lave på et søskendekursus. I mange år havde min bror givet vores
familie mange oplevelser både gode som dårlige og det var der ikke noget at
snakke om. Særlig bliver jeg mest ked af det, når mine forældre er dødtrætte
fordi min lillebror havde været oppe i flere nætter i træk og ikke ville sove.
Også i supermarkeder når der skete pinlige ting, som f.eks når han skreg efter slik, sang,
råbte, tog ting og lagde dem andre steder osv. Jeg kunne blive ved med at komme
med eksempler på situationer, som var meget anderledes end andre børn fra min klasse. Nå,
men en dag da jeg kom hjem fra skole lå plakaten om søskendekurset igen på
spisebordet. Jeg troede faktisk, at den for længst var blevet smidt ud, men min
mor havde gemt den. Jeg tog plakaten og læste den. Faktisk for første gang idet
jeg jo hele tiden har sagt nej. Da jeg havde læst den kunne jeg godt mærke, at
det måske alligevel kunne være en god ting at møde andre børn der på min egen
alder også har en søskende med handicap. Faktisk jo mere jeg tænkte over det
fik jeg lyst fordi jeg havde så meget jeg gerne ville fortælle. Godt nok havde
jeg skrevet mange opgaver om handicap i skolen, men egentlig at fortælle, hvordan
det er at være mig har jeg faktisk aldrig gjort. Da min mor kom hjem sagde jeg
til hende, at jeg havde tænkte over det med søskendekurset. Jeg ville gerne
med. Sådan gik det til, at jeg kom med på mit første søskendekursus og jeg vil
bare sige til alle, at det var megafedt. Det var så sjovt og så lærte jeg også
en masse. Vi hyggede alle børnene imellem og snakkede, spillede spil og spiste
god mad. Det var så fedt at tale med andre børn og for første gang oplevede
jeg, at der var andre, som havde de samme tanker og erfaringer som jeg selv. Da
kurset sluttede var det en trist dag. Vi havde opbygget et godt kammeratskab og
var kommet meget tættere på hinanden. Så jeg vil bare sige til dig, at hvis du
på nogen måde får mulighed for at komme af sted på et søskendekursus skal du
bare tage muligheden. Det var en rigtig god oplevelse og du behøver ikke være
bange eller synes det er mærkeligt eller pinligt. De voksne på kurset passer godt på dig.
De bedste hilsnerJonathan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar