Hvordan bliver et søskendekursus til

Når vi afvikler søskendekurser fra Ådalskolen i Ringsted er vi meget opmærksomme på 2 særlige roller som vi bevæger os inden for nemlig som underviser og procesfacilitator. Det handler dagens blogindlæg om fordi det er fundamentet i alle vores kurser og noget som vi er stolte af at kunne tilbyde. Det er vores opfattelse, at selv ikke den mest nøjagtige drejebogsbeskrivelse og planlægning af et søskendekursus kan flytte en gruppe af mennesker. Vi skal som underviser – naturligvis med afsæt i god planlægning og forberedelse – fungere som procesfacilitator. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i, at læring er relationel og opstår i samspillet mellem alle i lokalet - os og den enkelte søskende. Som underviser er det vores ansvar at skabe et læringsrum gennem den proces, hvor alle søskende bidrager til at skabe et rum, der gør læring mulig. Baseret på erfaringer fra ind- og udland bør også undervisningssituationen være karakteriseret af den bærende tanke om ligeværd og respekt for den  enkelte søskendes ret, "model af verden" og forpligtelse til at bidrage til det fælles læringsrum med sine egne unikke erfaringer, betragtninger og oplevelser. Det handler om at have øje for, at børnene i deres eget tempo og med fokus på deres egne tanker om deres rolle som søskende får lov at være til stede i rummet på deres egne præmisser. Det kræver, at vi som underviser fungerer som rammesætter og procesfacilitator. Ved at skabe tydelige rammer og hjælpe søskende til at holde fokus kan vi invitere dem ind i deres eget rum, hvor vores primære opgave er at skabe rammerne, ikke at være ekspert på indholdet. I denne forholdsvis åbne proces er det vores opgave at perspektivere søskendes forskellige bidrag til temaet. Bidrager en søskende med overvejelser, der ikke umiddelbart kan perspektiveres til det tema, der undervises i, må vi anerkende gyldigheden i inputtet, fx ved at sige: ”Jeg synes, det er spændende, du får den tanke” eller ”Det var da en interessant måde at se det på” eller ”Jeg er rigtig glad for, at du er så bidragende, men jeg stopper dig lige, fordi jeg gerne vil holde den røde tråd i det, vi taler om lige nu”. Derefter kan vi:

• henvise til pausen og sige, at der dér vil være tid til at undersøge lidt mere grundigt, hvad bidraget handler om og sammen overveje, om det er relevant for hele gruppen af søskende.

• lave en såkaldt "parkeringsplads" til bidrag, udsagn og spørgsmål, som hører under et andet tema eller kræver en større fælles undersøgelse m.v. Når først parkeringspladsen er lavet (på en tavle eller væg), kan alle emner, temaer og spørgsmål midlertidigt parkeres der.

Som procesfacilitator for en søskendegruppe kommer vi løbende til at overveje:

• Hvad der vil være bedst for gruppen og hvad der vil være bedst for den enkelte søskende. Er der en kursusdeltager, der har særlige forudsætninger, er særlig påvirket af at være bror eller søster og som skal tilgodeses? Og hvad vil det gøre ved gruppen som helhed, at tilgodese den enkeltes behov?

• Hvordan understøtter vi bedst, at den enkelte søskende bruger gruppens ressourcer?

• Hvordan skaber vi sammen et rum, hvor alle accepteres som de er inden for de fælles besluttede rammer?

• Hvordan sørger vi for, at alle input, kommentarer, tvivl, spørgsmål m.v. mødes på en anerkendende måde?

I denne løbende proces kommer vi som undervisere til at lægge mærke til, hvad der har betydning for, at vi sammen kan reflektere over væsentlige temaer og skabe fremdrift for børnene. Husk på, at vi ikke skal kunne svare på alle spørgsmål eller have konkret viden om alle de handicaps og tematikker, der dukker op, men at vi er facilitator for en uforudsigelig fælles proces. I stedet for at undervisningen får karakter af "20 spørgsmål til professoren", afspejler

vi ligeværdigheden og gensidigheden ved at invitere til fælles undersøgelse og refleksion af et spørgsmål.

Lad os give et konkret eksempel:

En søskende fortæller om et dilemma eller en situation, hvor overvejelserne går på, hvad der var det rette at gøre, resulterede i, at han følte sig i tvivl om, om der havde været en bedre løsning. Det er nu vores opgave at spejle dilemmaet ved at gentage dilemmaet eller tvivlen, gerne i en opsummerende form uden detaljer. Herefter lægges spørgsmålet ud i søskendegruppen, fx med et: ”Ja, hvad ville I andre have gjort i denne situation?” Der vil sandsynligvis komme mindst to forskellige bud og nogle gange kommer der mange flere. Vi som undervisere skal ikke her afgøre, om de er rigtige eller forkerte, men blot anskueliggøre, at der er mange måder at håndtere en tvivl og rådvildhed på og at der ikke er en måde, der er rigtig, mens en anden er forkert. Det vigtige er efter vores mening, at tvivl og rådvildhed rummes og accepteres, ligesom de handlinger, man foretager sig, accepteres. På den måde bliver miljøet på vores søskendekursus åbent, anerkendende og rummeligt, og et særligt sted, hvor der er god plads til forskellighed og mange forskellige sandheder. Hvis der ikke er nogen input i forhold til dilemmaet (hvilket i virkeligheden er meget sjældent), kan vi som undervisere enten selv komme med et bud eller blot anerkende, at det er en almengyldig udfordring, som der ikke er et entydigt svar på. Skitsér evt. to forskellige perspektiver på dilemmaet, og understreg, at det altid er den søskendes egen beslutning i selve situation, og at der ikke er én rigtig løsning på dilemmaet. Undervisningen på et søskendekursus har altså til formål at invitere den enkelte søskende til at gøre sig sine egne tanker og overvejelser om rollen som bror eller søster til en søskende med et handicap og skabe et nødvendigt frirum. Det er også en god idé, at den umiddelbare respons på spørgsmål og kommentarer altid indledes med et ”ja”. Et ja udtrykker i sig selv anerkendelse og forståelse, og det forpligter os som voksne til en positiv spejling. Herudover kan der suppleres med: ”Det er et godt/relevant/interessant spørgsmål”. Når der skal dannes mindre hold i forbindelse med øvelser og aktiviteter, er det vigtigt, at søskende i løbet af et kursus får mulighed for at samarbejde med alle efter tur. På den måde får alle børnene mødt hinanden og opnår dermed den fortrolighed med hinanden, der kan understøtte, at læringsrummet opleves som trygt, støttende og ligeværdigt. Efter hver kursusgang takker vi alle søskende for deres bidrag, hvilket er med til at give børnene en oplevelse af, at deres bidrag har været værdifulde. På Ådalskolens søskendekursus bruger vi mange forskellige øvelser. De fleste er nogen som vi selv gennem tiderne har opfundet og har fundet meget anvendelige. En af de øvelser vi især godt kan lide er ”walk and talk”, dvs. man går en lille tur med en tildelt partner. Walk and talk er særlig velegnet som øvelse, hvis man ønsker en mere uformel samtaleform, der understøtter opbyggelsen af sociale relationer og kendskab til hinanden. Opdeling i mindre grupper giver flere søskende mulighed for at komme til orde og dermed bidrage og blive en aktiv del af fællesskabet. Det giver også nogle af børnene mulighed for at fremlægge på

baggrund af alles bidrag. Plenum giver mulighed for, at alle kan komme til orde, hvis de har et synspunkt, der adskiller sig fra de øvrige fremlagte. Det giver også mulighed for ikke at skulle bidrage aktivt. Alle de øvelser og aktiviteter, hvor man fremlægger eller gengiver andres historier, fortællinger eller meninger, har den fordel, at man træder ind i hinandens livsverden og ser tingene gennem andres øjne. På den måde kan man forstå den anden bedre og samtidig midlertidigt træde ud af sin egen livsverden, hvilket kan give en ny vinkel eller et nyt perspektiv på ens egen måde at være i verden på. Da vi altid efter gruppeøvelser og walk and talks opsummerer i plenum, vil alle de emner, der berøres eller arbejdes med, deles blandt fællesskabet og gruppen vil dermed få en fælles referenceramme og forståelse for hinanden. Det danner grundlag for, at gruppen udvikler sig sammen og bliver inspireret af hinanden. Som søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted udvikler vi os hele tiden. Selvom jeg i dette blogindlæg har beskrevet søskendekurset set fra maskinrummet er det vigtigt for mig at sige, at et søskendekursus aldrig er helt ens. Der er aldrig tale om en kopi. Hver eneste gang er der små drejninger, nuancer og anderledes måder at angribe kurset på som gør, at det er en virkelig spændende opgave for os at være en del af.

De særlige ting som kun søskende kender til

At have en bror eller søster med et handicap kan på en og samme tid både være fantastisk og frustrerende i lige store mål, men hvordan opleves det egentlig hvis vi dykker dybere ned? Har du nogle særlige oplevelser og er der nogle uudtalte sandheder, som ingen andre vil kunne forstå på samme måde? Disse svar søger dette blogindlæg at give et svar på. Der findes flere artikler og bøger, som beskriver hvordan det er at leve med et handicap og med rette er skrevet fra den handicappedes perspektiv men sjældnere finder man artikler som er rettet på søskendebarnets syn. Fra tid til anden hører vi i medier om hvordan voksne søskende kæmper for deres handicappede søskende, om uenigheder med kommunen og at det meget ofte kan ”føles som meget op ad bakke”. Igen er der fokus på den handicappedes livsvilkår snarere end den ikke-handicappede søskendes perspektiver og oplevelse. Når vi holder søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted er det altid med det sigte at give søskende mulighed for at rette deres perspektiv mod det de oplever som vigtigt eller det som de mærker ”fylder i hverdagen”. En af drengene fra sidste kursus fortalte om denne oplevelse. ”Jeg er vokset op med 3 søskende og jeg har ikke været særlig opmærksom på den indflydelse, min yngste brors handicap har haft på vores liv. Men efterhånden som jeg er blevet ældre er jeg begyndt at tænke mere over det”. At være handicappet kan være hårdt, men hvad med os søskende der vokser op sammen med den handicappede? Hvad med vores tanker og følelser og hvad kan der fortælles om det helt specielle bånd, der opstår mellem os søskende? Hvilke sandheder oplever vi, som andre mennesker som ikke har en søskende med et handicap aldrig ville overveje? Uanset hvilket handicap ens søskende har formoder jeg at du vil kunne genkende følgende roller, sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Sammen med 2 andre kollegaer har han i en årrække stået i spidsen for de søskendekurser som tilbydes af Ådalskolen.

Rollen som livvagten:

Uanset om din bror eller søster med et handicap er ældre eller yngre end dig opleves rollen som en 'livvagt' automatisk i større eller mindre grad. Du har en trang til at beskytte og forsvare din bror eller søster mod uretfærdigheder, som om du er udnævnt til deres uofficielle livvagt. Det er naturligvis helt naturligt at beskytte din familie men det skal ganges med tusind for at det nogenlunde svarer til hvordan andre børn i andre familier oplever det. Den her beskyttende rolle bliver ofte mindre, når du bliver ældre og indser, at din søskende ikke har brug for den samme beskyttelse, men blot kræver din støtte. En støtte som for de flestes vedkommende bliver livslang.

Rollen omkring den konstante opmærksomhed:

Uanset om du er ude i byen med dit søskende eller ej er spørgsmålet om inklusion i handicapvenlige miljøer altid i dine tanker. Det er som en radar, der automatisk slukker, hver gang du kommer ind i en café, der ikke har nogen rampe eller krydser en vej med særligt høje kantsten eller besøger et offentligt sted, der ikke har nogen teleslynge eller bare bemærker folks negative holdninger til handicappede. Vi behøver slet ikke at nævne, hvordan du oplever det, når folk bruger ordet ”spasser” i din nærhed selv når de godt ved, at du har en søskende med et handicap. Det er som at have nogle helt særlig hjerneceller som i løbet af et splitsekund aktiveres fordi du har en viden og en bevidsthed om, hvordan det er at være handicappet, som mange andre mennesker aldrig engang ville overveje.

Rollen om den indre kamp:

Mange søskende kæmper med en følelsesmæssig indre konflikt om at ønske deres forældres opmærksomhed i lige så høj grad som deres bror eller søster med et handicap og alligevel ved søskende, at deres bror eller søster til tider har mere brug for det. Søskende skal lære at forstå, det det ikke er fordi at deres forældre ikke elsker dem, men det er det pågældende handicap, som kræver ekstra omhu og opmærksomhed. En pige på et af vores søskendekurser fortalte det på denne måde. ”Jeg tænker ofte tilbage på min egen personlige oplevelse. Min mor boede i lange perioder sammen med min søster imens hun var indlagt på hospitalet mens jeg måtte bo hos min bedstemor. Jeg husker jeg spekulerer meget på, hvad de lavede og om de hyggede sig? Jeg troede, at mor favoriserede min søster frem for mig og jeg husker følelsen af at blive efterladt hjemme. Det var først flere år efter at jeg fuldt ud forstod, at min søsters behov i denne periode var større end mine eller skal jeg siger anderledes end mine”.

Rollen med de uudtalte fremtidsperspektiver:

Som søskende til en bror eller søster med et handicap er der ofte uudtalt antagelser, at når dine forældre ikke længere er der, så bliver det søskendebarnets opgave og ansvar at passe den handicappede bror eller søster, uanset om de er ældre eller yngre. Naturligt nok er dette vel typisk for langt de fleste familier, uanset om der er et handicap eller ej - det er hvert medlems pligt at være der for hinanden. Men jeg tror, ​​at der ligger en forskel i, at man som ofte ikke forudser indvirkningen, førend det faktisk sker. Når man har en bror eller søster med et handicap er tanken om fremtiden altid i dit hoved. Hvad kommer der til at ske?

Rollen med omgivelsernes mange meninger:

Når du har en bror eller søster med et handicap forsøger du at behandle ham eller hende som enhver anden søskende og alligevel er der ofte en anderledes forskel. I kan sikkert engang imellem slås, drille hinanden, lave sjov med hinanden men du kan naturligvis også beundre og elske ham eller hende ubetinget. Det er sandsynligt, at du på mange måder oplever et almindeligt søskendeforhold men uanset hvor ”normalt” du oplever forholdet, vil andre udenforstående altid have noget at sige om det. På søskendekurserne omtaler vi dem ofte i to grupper: De ”chockerede” og de ”sympatiske”.

De ”chockerede” mennesker er normalt overfladisk overfor hvad du og din søskende gør og kan bryde ud i latter eller latterliggørelse bare fordi der er noget der er anderledes. Disse mennesker kan endda blive overrasket over, at man kan snakke eller lege sammen med ”en handicappet”. Trods inklusionstanker i Danmark som har været kendt i over 20 år er der stadig mennesker i omgivelserne som ikke har forstået det at vokse op med en bror eller søster med et handicap giver et særligt vilkår. Efter så mange år vil det være nemt at sige, at ”de kommer aldrig til at forstå det”. Den anden gruppe er de ”sympatiske cheerleaders”, som vi kalder dem. De vil give dig et medlidenhedsblik efterfulgt af ”du er vel nok en god bror/søster fordi du tager ham med i ud byen”. At have en helhjertet tro på, at uden dig ville din bror eller søster med et handicap aldrig komme ud og bare blive hængende hjemme er ganske naivt. Omgivelsernes mange meninger kan være udfordrende for søskende at rumme. Særligt i de unge år kan man blive vældig påvirket. Med alderen bliver man heldigvis mere ligeglad overfor andres meninger men helt ligeglad tro jeg ikke, at man som søskende bliver.

Søskendekursus i 2025

Allerede nu er der mulighed for at få mere information om det næste søskendekursus som begynder i foråret 2025. Skriv til os efter en uddybende kursusfolder.

Søskende - med forståelse for hinanden

At blåbær er sunde for hjernen har efterhånden været kendt i mange år, men hvilke tricks er gode for en selv når man er bror eller søster til et barn med handicap. Det har vi sat os for at finde ud af og har derfor spurgt nogle gamle søskende, hvad deres bedste tricks er. Du må huske på, at ikke at tricks måske virker i din familie, men prøv dig frem og brug det der virker bedst for dig.

Tag også ansvar for dig selv

Det er naturligt, at vi som mennesker tager ansvar for hinanden. Og det er naturligt, at du som søskende tager ansvar for din bror eller søster som har et handicap. Men der er grænser for, hvor meget ansvar du skal tage. At sætte grænser kan også være at vise ansvar. Og grænserne skal du først og fremmest sætte for dig selv. Du skal gøre op med dig selv, hvad du kan og skal gøre for din bror eller søster. At sætte grænser og at træffe beslutninger kan være et svært dilemma, men det er en nødvendig proces, hvis du også skal kunne tage ansvar for dig selv. Og dermed også for den, der har et handicap.

Vær åben

Det kan ofte være en svær oplevelse at kende en, der har en handicap. Du befinder dig i en livssituation, hvor dine erfaringer muligvis ikke længere rækker til at forstå og beherske udfordringerne. Det pres kan du gøre mindre ved at være åben, både i forhold til familie og klassekammerater. Du oplever det måske som uoverskueligt at skulle tale om det, der bekymrer og undrer dig mest. Men vær opmærksom på, at erfaringerne fra andre søskende viser, at åbenhed gør det nemmere for dig som barn at være i situationen og dermed få mere overskud. En åbenhed som også er vigtigt, at du bringer ind i de andre sammenhænge du færdes i for eksempel i skolen eller fritiden.

Søg fællesskab med andre søskende

At mødes med andre søskende – f.eks. på et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted – kan være af rigtig stor betydning. Det giver mulighed for at møde andre børn, som forstår, uden at du behøver at forklare og forklare. Sammen med dem kan du tale frit om de problemer og følelser, du har, og blive inspireret til, hvordan du kan håndtere eventuelle udfordringer på anderledes måder. Du får mulighed for at give og tage erfaringer og gode ideer. Dermed behøver du ikke at skulle finde på alting selv – og oven i hatten får du måske den gode følelse af, at andre bliver inspireret af dine ideer og erfaringer.

Opsøg viden om handicappet

Viden og indsigt i handicappet er vigtigt. Viden løser bare ikke alle problemerne, men den kan gøre det lidt lettere at forstå det handicap som din bror eller søster har. Giv dig tid til at skrive spørgsmål ned, og drag ikke forhastede slutninger. Som søskende vil man så forfærdelig gerne gøre noget og få nogen til at gøre noget rigtig hurtigt. Men meget omkring handicaps og udvikling er temmelig langsommeligt, og der vil helt sikkert være både gode og dårlige perioder. Så du må indstille dig på at være tålmodig.

Det skal være fedt at komme på et søskendekursus

Vi vil i dette blogindlæg prøve at beskrive Ådalskolens søskendekursus i Ringsted med børneord. Vi har skrevet mange blogindlæg til de voksne men her kommer et forsøg direkte til dig, som er i alderen 9-12 år. Louise, Maria og jeg laver søskendekurser for dig fordi vi gerne vil give dig en god, sjov og anderledes oplevelse. Måske går du allerede til fodbold, til håndbold, til karate, til spejder, til gymnastik, til tennis eller noget helt andet og du har sikkert også på eller andet tidspunkt været af sted på koloni, lejr eller hyttetur med skolen? 

Kender du det? 

Så læs bare videre. Når du har en fritidsinteresse, som du godt kan lide så mødes du sikkert en gang om ugen med andre børn. I øver, træner og lærer af hinanden for at blive endnu bedre.

Når du har en fritidsinteresse så oplever du også et godt kammeratskab, sjov, ballade, alvor, leg og I har alle en ting til fælles. I er fælles om jeres interesser for fodbold, håndbold, natur, idræt osv. Du gør det fordi det er sjovt. Et søskendekursus er præcis det samme som en fritidsinteresse.

Det varer 3 weekends og den sidste lørdag skal vi på en hyttetur. Det I som søskende har til fælles er, at I alle har en bror eller søster med et handicap. Det er der jo ikke noget galt med, det er ikke noget problem i, det er ok, det er i orden - sådan er det i din familie.

Vi vil gerne byde dig velkommen til et sted, hvor du kan mødes med andre børn i samme alder som dig, som også har en bror eller søster med et handicap. Når vi mødes skal vi lege sjove lege, se film, spille computer, dele historier, og du vil opleve, at der er rigtig mange andre børn, som har det netop som dig. Du vil med det samme nikke genkendende til de andre børn erfaringer og oplevelser og du vil opleve hvilken lettelse det er, at din historie bliver lyttet til og anerkendt.

Så husk på vores motto ”Det er fedt at komme på søskendekursus ellers er det ikke et søskendekursus”. Du er meget velkommen til at skrive en e-mail til os på soskendekursus@gmail.com når du har noget, som du vil spørge os om.

Vi glæder os

Hilsen

Louise, Maria og John